søndag den 30. september 2012

Lad verden passere


Det er det den gør. Passerer. Verden. Nogen ligger på en pude og ser på det, hviler i det. Man kan tage en pause, lægge sig og kigge, lade verden passere. Som katten gør.

Man kan undersøge hver en kvist, pind eller nedfalden frugt. Spise det man gider, skubbe og skrabe til det man ikke er sikker på og generelt blot vurdere om man skal spise, lægge et æg eller sove på en pind. Som hønsene gør.





Eller man kan gøre som matriklens ejer, skubbe lidt til folk og verdenen. Finde sine ben, motionere sine ben, gennemgå sine tanker og sortere sine indtryk. Af fortiden. Sortere hvad der virkede, hvad der ikke virkede og hvad man vil bringe med ind i det næste afsnit af sit liv. 
Alt i mens man står op hver dag, fodrer katten og hønsene og bliver klogere på det man ser, det man oplever og det man virkelig ønsker dig. 

Må du få en søndag med efterårssolskin og ro. 





søndag den 23. september 2012

Stadig sporty

Ellers er der ikke så meget mere i hatten. Er hudløs. Kører efter bevidst rutine bestående af stå op, gå i bad, gå på job, cykle/løbe, tude og tale med ven. På 4 uge. På 31. dag. Jeg mærker endnu ikke nogen ændring af savnet og sorgen, det skulle lige være en forstærkelse. Hvis der er noget jeg kan stole på, er det mine følelsers styrke og dybde. Godt når det er godt og tough når det er tough.

Har tonsvis af stuff jeg kunne/burde hvad angår huset, uddannelsen og udflugter. Det bliver ikke til det store. Weekenderne virker længere end ellers selv om dagene er kortere? Fik samlet 20 km under løbeskoene i går, udelukkende ud fra at 2 timer skulle skæres af lørdagen. En lørdag hvor der var fest i storbyen, hvor jeg vidste mine ølejr-venner var, men også ex-kæresten. Det slog mig ud. Tanker om at nogen syntes videre, nogen er helt færdige med mig. Mens jeg ikke syntes så langt endnu. Langt fra.

Så veninde og jeg besluttede at der skal vi ikke hen. Endnu. Festen kommer hvert år, og i år er det ganske enkelt for sårbart for os begge, så vi blev hjemme. Trodsede impulsen til at "Tadaaa...er her fest?"-overraskelse. Talte i stedet i telefon om alternative boformer, familieformer og weekend besøg. Og så løb jeg den tur.

Aftenen skulle overståes, trods tanker om savn, jalousi, fortid og fremtid.

Frygter at det aldrig holder op. Det frygter jeg altid når jeg er på dette sted. Hvilket logisk set må betyde, at det gør, for ellers ville jeg ikke kunne sige "når jeg er på dette sted". Men gud i himlen jeg syntes relationer er dyrekøbte. De intime af slagsen. Jeg syntes mine følelser er lidt store til denne efterhånden lille krop. Har altid været det - og da jeg ikke har en "konto", hvor de gode dage opbevares og lagres følelsesmæssigt - ryger jeg hurtigt i minus, når jeg rammes på kærligheden.

På toppen af Arthurs Seat, Edinburg, August 2012

lørdag den 15. september 2012

Sporty på singlemåden


Jeg trækker vejret, derfor er jeg. Jeg trækker i perioder som i nu vejret for hurtigt eller for overfladisk. Hvis du er en af dem der følger mig på facebook, har du bemærket en del aktivitet de sidste 3 uger når vi taler om løb og cykling. Endomondo er min ven.

Jo, jeg var blevet småfed. Jo, jeg var blevet smådoven efter devisen efter-alt-det-krise-min-mor-er-død-jeg-må-gerne-spise-chips-og-drikke-øl. Det bliver man hverken i bedre form eller slankere af.

Men den bedste kur er hjertesorger. Den bedste motivation til at motionere dagligt, er at blive gået fra (eller at gå virker for andre). Alternativet til ikke at bevæge sig, når chancen byder sig er at mit mentale badekar fyldes op. Fyldes op af spændinger, sorg, forvirring, frustration, vrede, afmagt, kontroltab og usikkerhed. Og den der bundprop, der skal release og løsne op så jeg trækker vejret bedre, er fucking svær at finde. Den er der og kræver gråd, motion eller samtale.

Så det er hvad jeg gør på tredje uge. Jeg tuder, løber og samtaler.

Derfor skriver jeg ikke på bloggen. Ikke at jeg ingen har ord nok. I have plenty. Men hvor bloggen i flere år har været en god ventil, så hænger den nu sammen med mit liv med hende der har valgt mig fra.

Så det er ikke fair, de dage hvor jeg er meget vred, meget ked eller afmægtig at udstille vasketøjet herinde. Hun har sagt vi blot kan aftale hun ikke læser med, men jeg gider ikke lave aftaler med hende lige nu.

En god ven sagde "Du skal tage natten tilbage", tage medierne tilbage. Der hvor jeg før ventilerede. Instagram, facebook og bloggen - men det er svært nu. For de er alle filtret ind i hende og os. Så jeg forsøger at nuancere. Ikke at brænde broer i affekt. Med borderline und alles. Forsøger at rumme mig som det menneske jeg er der skal redefinere min hverdag og det mennesker der er i krise og har borderline.  Borderline i krise defineres af af Kreisman et al som "terrifying aloneness, feelings of being misunderstod and overwhelming helnessness". Hvilket intet har med hende at gøre. Det har noget med min bagage at gøre. Mit ansvar, min opgave, min kamp. Livskamp.

Og alt i mens bliver jeg sporty lækker på singlemåden.

Får du løbet og elsket nok?